© 2019 by CATCHING WINES

Champagne Guillaume Sergent

Mikroskopisk mængde af høj kvalitet…
Champagne Guillaume Sergent - Guillaume Sergent, Vrigny

Søn af Champagne-familie, som i 1er cru byen Vrigny har lavet Champagne siden 1842. Guillaume har overtaget nogle små parceller fra forældrene – i alt 1,74 ha. Vinmarkerne spreder sig i tre kommuner: Vrigny, Coulommes og Chenay. Disse ligger i Montagne de Reims få kilometer syd for byen Reims.

Jorden dyrkes økologisk af hensyn til biodiversiteten, og der bruges ingen insekticider. I 2015 introducerede man pløjning med hest for at kunne bevare jordens karakter og begrænse jordens sammentrykning. Arbejdet i markerne, høsten og rytmen i vinmarkerne bestemmes ved hjælp af Rudolf Steiners principper, hvor man tager udgangspunkt i den biodynamiske cyklus, som planten og jorden befinder sig i.

Selve vinifikationen har samme udgangspunkt som vinavlen. Guillaume bruger naturlige gærceller fra druer og klaser, ingen filtrering, naturlig malolaktisk gæring, alt foregår naturligt.

Guillaume vælger en lav dosage (tilsætning af sukkerlikør i vinen) for ikke at påvirke den meget vinøse karakter, men ønsker også at få den hele rigtige balance for at sikre vinens udviklings-kapacitet. Derfor er hans to Champagner under eget navn, Les Prés Dieu og Le Chemin de Chappes doseret ved henholdsvis 3 og 2 gram/liter, hvilket er en meget lav dosage. Champagnen er derfor benævnt "Extra brut".

Guillaume Sergent "Les Pres Dieu" er på 100 % chardonnay fra to enkeltmarker, "Les Pres" (skråner imod øst i Vrigny) og Les Vignes Dieu (skråner imod syd i Coulommes). Vinen lagres i både 228 liters og 500 liters fade. Årsproduktionen er lige over 2000 flasker om året.

Guillaume Sergent "Le Chemin des Chappes" – består af 50 % pinot noir og 50 % pinot meunier fra to enkeltmarker i 1er cru Vrigny: Les Grands Chemins (skråner imod øst – plantet i 1972) og Les Chappes (plantet i 1982). Vinen lagres i både 228 liters og 500 liters fade. Denne mikro-cuvée er for første gang frigivet i 2016, og produktionen er begrænset til ca. 1.000 flasker.

Guillaume er også ansvarlig for produktion og vinifikation af Champagne under sin fars navn, Roger Sergent. Her producerer man vine med en anden stil. Vi har udvalgt deres top cuvée "Muse", som er Champagne på én årgang, hvor de blander 50% chardonnay og 50 % pinot meunier fra Vrigny og Coulommes. Dosagen er i forhold til de andre lidt højere, da vi her rammer ca. 7,5 gram/liter.