Domaine Billon
Vine der afspejler vinmageren... Bredskuldrede, dybe og kraftfulde, men samtidig raffinerede og lige til at holde af.
Med base i det lille ”lieu-dit” Côte Rozier i Ampuis tre kilometer fra centrum, har Christophe Billon levet en noget anonym tilværelse i lang tid. Christophe har tidligere solgt sine druer til Guigal, men i 1991 begyndte Christophe og hans kone Maryline at tappe en lille del af deres egne vine.
I 2008 dedikerede Christophe sig fuldt til sin egen ejendom, og hans søn, Corentin sluttede sig til sin far i 2015. Sammen driver de otte hektar vinmarker i Côte-Rôtie, Condrieu og Vin de Pays des Collines Rhodaniennes. Herfra producerer de tre Côte-Rôtie-vine, et par gode Vin de Pays og siden 2012 en Condrieu (plantet i 2007). Vinstokkene i Côte-Rôtie er gennemsnitligt omkring tredive år gamle. Den ældste parcel blev plantet tilbage i 1942 af Christophes bedstefar.
Anmelderne har efterhånden fået øjnene op for domænet, og Jeb Dunnuck beskriver fx 2015 sortimentet som "en sensationel line-up af vin". Stilmæssigt er Billons vine moderne med fremtrædende noter af eg som helt unge, men med solid struktur og frugt, der gør, at de kan lagre længe.
Domænet producerer følgende vine:
Vin de Pays ”Les Corendies” Syrah: Vinstokkene ligger i kommunerne Ampuis og Saint Cyr i den nordlige Rhônedal. Vinen ser 18 måneder i fransk eg. Ca. 4000 flasker årligt.
Vin de Pays ”La Batie” Syrah: Fra parcel beliggende i Vienne under ruinerne af Château de la Bâtie. Vinstokkene blev plantet i 2006 på terasser af granit på venstre bred med over Rhône floden. På grund af stokkenes alder er vinen lettere end Côte Rôtie, men har nogle af de sam-me egenskaber. Vinen ser 18 måneder i fransk eg. Ca. 1500 flasker årligt.
Condrieu ”Les Matisses”: Vinstokke plantet i 2007 på en syd-sydvestvendt parcel af granit beliggende i 'La Caille' i Condrieu. Vinen vinificeres på fad. Ugentlig batonnage med henblik på at udtrække smag og tekstur. Vinen gennemgår malolaktisk gæring på fad inden den filtreres og tappes efter 12 måneder. Ca. 1500 flasker årligt.
Côte Rôtie ”Les Elotins”: Klassisk blanding af syrah (95%) og viogner (5%) fra forskellige parceller af Billons Côte Rôtie-besiddelser. Vinstokkene er i gennemsnit 30 år og står på skifer. Vinen vinificeres på stål og modner på 1-2 år gamle fade i 24 måneder. Ca. 6000 flasker årligt.
Côte Rôtie ”la Brocarde”: La Brocarde er et ”lieu dit” i Côte-Brune, og er en stejlt skrånende parcel opbygget med terrasser med vinstokke fra 1986 og frem. Vinen er fremstillet af 97% syrah og 3% viognier. Temperatur-reguleret vinificering på rustfrit stål i ca. tre uger. Derefter modnes vinen i 26 måneder på nye franske barriques, hvor den gennemgår malolaktisk gæring. Ca. 2200 flasker årligt.
Côte Rôtie ”Côte Rozier”: Côte-Rozier ligger nord for landsbyen Ampuis. Vinen er fremstillet udelukkende på syrah fra tre små parceller. Stokkene er i gennemsnit 45 år gamle. De ældste blev plantet lige efter anden verdenskrig. Vinificering i 2-3 uger i rustfrit stål med temperaturregulering. Vinen modner og gennemgår malolaktisk gæring i 300-liters fade, hvoraf 50% er nye. Efter 26 måneder tappes vinen på flaske. Ca. 2200 flasker årligt.