Domaine la Florane
Biodynamiske, forførende vine med friskhed og elegance
Adrien Fabre er efterkommer af familierne Fabre og Rouville, der har været vinbønder i generationer. Domænet består af to tidligere vingårde. Domaine la Florane med base i Visan, som var ejet af Adriens mors familie og Domaine de l’Echevin med vinmarker i Saint Maurice, som Adriens far François arvede fra sin familie. Faderen overtog Domaine la Florane i 1982 og solgte druerne fra begge domæner til kooperativet.
Det var først, da Adrien kom med i driften, at familien besluttede at gøre en gammel drøm til virkelighed og selv fremstille vinene fra de to domæner. Som led i løsrivelsen byggede man nye kældre på Domaine la Florane, hvor begge domæners vine blev lavet. I 2019 besluttede man så at slå de to domæner sammen til et.
Det samlede domæne råder over 24 ha vinmarker i Visan og 14,5 ha. vinmarker i Saint Maurice og blev certificeret ”agriculture biologique” i 2012. Der anvendes kun en meget begrænset mængde svovl for at stabilisere vinene før aftapning. En stor del af mark- og kælderarbejdet følger månekalenderen, og i alt markarbejde tages der generelt stort hensyn til påvirkning af flora og fauna med henblik på at udtrykke druernes aroma bedst muligt.
Domænet producerer følgende vine:
Hvid
Côtes du Rhône Village Visan Blanc A Fleur du Pampre: 90% marsanne og 10% viognier.
Côtes du Rhône Village Saint Maurice Blanc Guillaume de Rouville: Grenache blanc udgør hovedparten sammen med viognier, marsanne og roussanne. Separat vinificering. Lagring i demi-muids.
Rosé
Côtes du Rhône Village Visan Rosé A Fleur du Pampre: Cinsault, grenache og syrah.
Rød
Côtes du Rhône Village Visan A Fleur du Pampre: Fremstillet på 90% grenache og 10% syrah.
Côtes du Rhône Village Visan Terre Pourpre: 70% grenache, 20% syrah og 10% mourvèdre. Lagres i barriques, demi-muids eller større fade i 12 måneder.
Côtes du Rhône Village "Je ne souffre plus": 50% grenache, 50% syrah. Lagres fem måneder på cement.
Côtes du Rhône Village Saint Maurice Echevin: 90% syrah, 10% grenache. Delvis gæring på helklaser. Halvdelen lagrer på cement og halvdelen på 600 liters træfade i ca. 15 måneder.
Côtes du Rhône Village Saint Maurice Guillaume de Rouville: 95% syrah og 5% grenache. Gæres på træfade og lagres ca. 18 måneder i demi-muids eller større træfade.