Cantina Paltrinieri
Lambrusco af højeste kvalitet
Cantina Paltrinieri ligger i Emilia Romagna og råder over 15 hektarer med vinmarker, der bliver anvendt til at producere de mest elegante, friske og charmerende Lambrusco-vine. Produktionen er koncentreret omkring Sorbara-druen, der regnes for at levere den bedste kvalitet i Lambrusco. En frisk syre og sprøde aromaer er ofte kendetegnende for Sorbara.
Cantina Paltrinieri drives af Alberto og hans kone Barbara, som siden slutningen af firserne har satset på Lambrusco af højeste kvalitet. De er i dag ikke blot et forbillede for Sorbara-baserede producenter, men for hele området, og de viser virkelig, hvad vinene fra området kan - meget mere, end man hidtil har oplevet.
Domænet producerer følgende vine:
Grosso:100% Lambrusco Sorbara. Ligger 24 måneder på bærmen og lagrer 6 måneder på flaske.Lyserød farve med en intens duft af viol, citron, nektariner og vilde jordbær. Frisk og elegant.
Radice: 100% Lambrusco di Sorbara. Skånsom presning, hvorefter mosten vinificeres til hvidvin med alkoholisk gæring. Andengæring i flasken med naturgæren efterfølges af yderligere modning på flaske.Lakserød farve med noter af hindbær og grapefrugt. Frisk med rank syre.
LaRiserva: 100% Lambrusco di Sorbara. Skånsom presning af druerne og vinificering til hvidvin med alkoholisk gæring. Andengæring vha. Martinotti-metoden. Vinen hviler på bærmen i 12 måneder. Sart laksefarvet. Floral duft med noter af grapefrugt og rabarber
Leclisse: 100% Lambrusco di Sorbara. Laksefarvet med noter af hindbær og grapefrugt.
Sant’ Agata: 100% Lambrusco Sorbara, vinificeret i ståltank og aftappet med minimal filtrering. Farven er intens (men samtidig sart) lyserød med en mørkere kerne. Duften er delikat og charmerende med masser af lyse frugter i form af hindbær, jordbær og ribs. Saftig og ærlig.
Piria: 70% Sorbara, 30% Salamino. Lys rubinrød, med små, fine, vedvarende bobler. Delikat duft af røde frugter og violer.
Solco: 100% Salamino. Gæret med skindkontakt de første 48 timer. Dyb rød farve med noter af røde frugter, modne og sure kirsebær. Godt syrebid.
Bianco: 50% Trebbiano og 50% Sorbara vinificeret som hvidvin. Floral og frugtrig med noter af pærer og citrus.